skrevet til en digtsamling. Den afsluttes med de senere så berømte ord:

Min selvsikkerhed beror på at jeg har opdaget mine dimensioner. Det er ikke op til mig at gøre mig mindre end jeg er.

Södergran hengiver sig betingelsesløst til digtenes skabende kraft. Ofte bevæger hun sig gennem utopiske landskaber. Ofte med stærk inspiration fra Nietzsche. Og ofte med et engagement, en insisteren og en vildskab der er hæsblæsende.


TRIUMF AT VÆRE TIL . . .

Hvad frygter jeg? Jeg er en del af uendeligheden.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden i millioner af verdener,
som en førstegradsstjerne der slukkes sidst.
Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!
Triumf at mærke tiden løbe iskold gennem sine årer
og høre nattens tavse flod
og stå på bjerget under solen.
Jeg går på sol, jeg står på sol,
jeg kender ikke til andet end sol.

Tid — forvandlerske, tid — fordærverske, tid — fortryllerske,
kommer du med nye rænker, tusind kneb for at byde mig en tilværelse
som et lille frø, som en snoet slange, som en klippe midt i havet?
Tid — din morderske — vig fra mig!
Solen fylder mit bryst op til randen med dejlig honning
og hun siger: engang slukkes alle stjerner, men de lyser altid uden frygt.