For fodenden af sengen står en mand, hans klæder falder i lange folder mod jorden, han er gylden som klart sollys, og hans øjne gløder deres stærke kærlighedslys mod mig. Vi elsker hinanden, vi to. Jeg har ikke noget sprog, alligevel er der mellem ham og mig en eller anden form for samtale uden ord. Vi har kendt hinanden meget længe, altid måske. Jeg er badet i kærlighed og jublende livsglæde. Så går døren op, min mor kommer ind, jeg vender ansigtet mod hende. Kroppen er for tung endnu. Min mor er meget mørk i forhold til manden for fodenden. Men jeg er forbundet med hende, føler kærlighed til hende og fra hende. Arme og ben banker livsglæde mod sengebunden.