instanser er gearede til at se mor som den vigtigste af alle forældre. Mænd reduceres til en flok uansvarlige drengerøve, der ikke gider komme ind i kampen om opdragelsen af den næste generation. Og gud forbyde de prøver. For slaget skal stå på kvindens præmisser. Ellers har far værsgo at blande sig udenom. 

Med Sidst blandt ligemænd slår Anders Høirup Pedersen et slag for, at engagerede fædre lærer at acceptere, at de er gode nok. At de støtter hinanden. Og at de prøver at vende potentielt hovedløse konflikter til konstruktive dialoger, og gør det klart for mødre, svigerfamilier, pædagoger, sundhedspersonale, undervisningsinstitutioner, arbejdspladser, venindekliker, politikere og mange flere, at far er på banen, og at de i ham har en yderst kompetent og engageret medspiller, der har sin unikke og ligeværdige måde at ordne tilværelsens store og små problemer på.

Uddrag af bogen: 

I litteraturlisten kan du se, hvilke andre fædre, der også skriver bøger til kommende fædre. Sat på spidsen er den typiske situation i disse far til far-bøger, at far er en krydsning imellem John Rambo og Lucky Luke; a poor and lonesome one man army.

  Min bog adskiller sig ved – fandeme – at opfordre fædre til at færdes i flok!

  Fædrenetværk, kalder jeg det. Og du kan lige så godt komme i gang med at stifte dit eget! 

Sådan er profilen af en far her i min bog. Han lytter til kvalificeret kritik. Han har sin egen selvstændige tankevirksomhed og sine egne idéer. Han prioriterer at samarbejde 360 grader rundt om sit barn. Vi kunne kalde ham: Den Samarbejdende Far.     

Om forfatteren: 

ANDERS HØIRUP PEDERSEN (f. 1979) er cand.jur. og far til et skolebarn. Bogen Sidst blandt ligemænd afspejler en idealistisk debattør, der har deltaget i den offentlige diskussion siden 1996. Lige så længe har han udført frivilligt arbejde og bestridt tillidsposter: P.t. i bestyrelsen på skolen, hvor hans søn går. Med tiden har han flyttet sit fokus fra facit til proces. Hvor forhandling og konfliktmægling kan være et bedre alternativ til at løse tvister end skyttegravskrig ved domstolene. Ikke mindst i sager, hvor de voksne strides om børns nutid og fremtid.