I Dennis Gade Kofods roman Brøndtjætten vil den +80-årige Mogens bevise eksistensen af de nisser og trolde, han altid har troet på. I Ane Riels Urværk prøver en ensom, dement kvinde at ihukomme sin families skæbne. Og i Astrid Saalbachs Lindely synker en ældre mand ned gennem sundhedssystemets helvedeskredse, mens hans tanker cirkler om et ufærdigt livsværk.

Hvad indebærer det at sætte lighedstegn mellem liv og fortælling? Hvilke idealer omgærder tilværelsens sidste kapitel? Og er det altid muligt – og hensigtsmæssigt – at forfatte en blid, forløsende forsvinden ud i den gode nat?

Sidste punktum belyser livsafslutningsromanens livtag med refleksioner som disse og dermed romanformens ambivalente dialog med dominerende kulturelle forestillinger om de sidste leveår og den gode (livsaf)slutning.

De karakteristika gør livsafslutningsromanen til litteratur til tiden i et aldrende samfund, hvor flere og flere lever længere og længere, men ingen vil være gamle, og hvor endelighedens eksistentielle vilkår i stigende grad udgrænses.