Derfor er Sidste vers dels en håndbog for voksne, der står med mindre børn, som skal have svar på alle de svære spørgsmål, som børn uvægerligt – og heldigvis – stiller, når døden kræver en person, som børnene er tæt på, dels også fortællingen om, hvad jeg ved om døden, samt hvordan jeg fik ro i sjælen med min viden. Netop omtalte afstandtagen til døden gjorde, at jeg i mange år havde det gyseligt med min viden.    

”Hun har sgu vrangstrikninger i nissehuen!” vil mange tænke, men jeg er heldigvis ikke den eneste, der kender formlen på et positivt liv: Millioner af mennesker verden over har stort set enslydende forklaringer om det på den anden side – for slet ikke at tale om alle dem, der ikke vil – eller tør – vedkende sig deres viden. Det værste, jeg ved, er de der salvelsesfulde prædikanter; og Gud fri mig for, at I opfatter mig som sådan!    

Jeg ønsker bare, at I skal vide, at døden ikke er det værste, vi har.           

Op til min lillesøsters død var vi enige om, at vi i den vestlige verden burde have noget andet end det forkvaklede syn på døden, som vi har været gennemsyret af fra før ruder konge var knægt.    

Alt det bavl, som indhyller os i en masse livsforringende, fordi vi nægter os selv kendskabet til, hvordan det egentlig hænger sammen!    

Det er faktisk, for at sige det ligeud, temmelig fattesvagt, da det er lige så indlysende, som at mælkebøtter er gule, føde er nødvendigt, og at man ikke kan gå 80 kilometer i timen!    

Det er dælen sparke mig hamrende surt, fordi, den forkvaklede indstilling er blevet videregivet i generationen – og har gjort alt omkring det naturligste i verden – til noget ondt, grimt og modbydeligt.   

Det er døden nemlig slet, slet ikke!