Vækstparadigmet er en opfindelse, som kapitalisterne er lykkedes med at ophøje til lov.    

Det nødvendiges politik er en diskurs, den tidligere finansminister Corydon lykkedes med at indføre, som var der tale om en naturvidenskabelig, aksiomatisk, eviggyldig sandhed.    

Kriser kommer og går. Det beretter historiebøgerne om. Det eneste, vi lærer af historien, er, at vi intet lærer af historien, pointerer den tyske filosof Hegel (1770 – 1831). Er det godt? Det er også systemtænkeren Hegel, der siger, at hvis mennesket ikke passer til systemet – så bliver det værst for mennesket. Det ser ud til at være tilfældet. Men sådan behøver det ikke være.             

Det er hverken socialt eller demokratisk ikke at ville indgå i dialog. Dette er efter min vurdering resultatet af skolereformen. At Ziegler ikke ville mødes med Bondo om det runde bord, skyldtes sikkert, at Ziegler havde rygdækning hos Corydon. Reform og arbejdstidsregler hang sammen, og resultatet er nu en masse sygemeldte lærere. Hvordan regeringen nu vil opnå den bedst uddannede generation nogensinde, er lidt af en gåde… men retorisk lader alt sig jo sælge… Ideer, samarbejde, formidling er tilsyneladende den næste gymnasiereforms buzzwords.