”Ja, og i en rød kjole.” 

”Rød kjole? De mener som adelsfrøkenen, der anklager mig?” 

”Ja.” 

”Så de mener, at hun kunne havet været det første offer?” spurgte Tristan.  ”Tilfældigt, ikke?” svarede manden. 

”Hmm, jo, yderst …,” svarede Tristan. 

Manden rejste sig. ”Tilgiv mig, jeg kan ikke blive længere uden at inkriminere mig selv.” 

”Jeg forstår,” sagde Tristan. ”Jeg takker for Deres hjælp.” Han gav manden hånden. Uden at vide, hvad der egentlig foregik bag mandens mørke øjne …   

Del 7 af Tristan og Milea-fortællingerne.                    

Uddrag af bogen 

Hun betragtede ham, mens hans sov. Hun vidste, han var uskyldig. Han havde aldrig voldtaget andre end hende. Han lå uroligt. Han drømte. ”Nej!” hviskede han, ”det passer ikke!” Hun tyssede på ham og lagde en hånd mod hans pande for at berolige ham. ”Undskyld!” mumlede han, ”undskyld!” Han var urolig igen. Hun stoppede op og så intenst på ham. Så bøjede hun sig ind over ham. 

”Og det er hermed modtaget, elskede,” hviskede hun og kyssede hans adskilte læber, og hun mærkede hans krop falde til ro, og han faldt endelig i søvn igen. ”Jeg tilgiver dig, for du er mit et og alt.”