mellem dyr og ånd, mellem liv og død.

På en gang er det her en pusseløjerlig straight forward semipantomime-tegneserie, og samtidigt er der så meget mere på spil. Ruijters kender sine forlæg og deres implikationer og ved en nøjere betragtning kan anes et arketypisk forløb for menneskesjælens vandring mod indsigt og fuldkommenhed, som er alkymien værdig. Jungianere ville kunne finde meget her. Der er med andre ord mange spor i spil i Sine Qua Non: Kirkehistoriske kætterkampe, antikke (krypto-)zoografier, sjælelige individuationsprocesser med kamp mellem indre modsætninger og overkommelse af samme, skabelse ud af intet og evighedens pulsslag i mørke og lys. Og tja, så er den også bare sjov.