Berg, hvor hun er vokset op og nu lever alene efter moderens død.

Det bliver et skæbnesvangert gensyn. Først frastødes Ernst, Cora er så langt fra hans forestilinger, hendes grå og sjuskede fremtræden, hendes religiøsitet, bordbønner og kirkegang. Han lægger afstand - og drages mod hende med et voksende begær, der næres af barndomsoplevelser, som hidtil er udlevet i brutale konfrontationer med prostituerede.

Cora forsøger at undvige hans belejring, men tappes for modstandskraft og må give sig hen. Til ham og katastrofen, der nærmer sig.

Christine Falkenland har igen skabt et fortættet psykologisk drama i en ramme af uvirkelighed. Hvor og hvornår det er ikke klart. Men med sin stramme komposition og et sprog skalpelskarpt og forførende giver Christine Falkenland os indsigt i menneskesindets mørkeste dybder - og forløser spændingerne i smertefuld erkendelse.

Hun har os, mens vi læser, og hun slipper os ikke siden. Hun ser ind i os, det er rystende, hvad hun oplever og beretter med sin enestående sprogkunst.