Den 74-årige Peter Christian har lige mistet sin kone i en færdselsulykke og har ikke lyst til at leve mere. Han siger passivt og opgivende pænt ja tak til at tage med på småture og til gadefest og almindelig chikane mod en nyetableret efterskole i gaden, men indser, at det ikke afhjælper sorgen og ensomheden. Han bliver nødt til at være mere aktiv, mens det langsomt går op for ham, at der er et eller andet uldent ved den ulykke. Hans kamp for at genvinde en normal og fri tilværelse falder parallelt sammen med sammenbruddet i DDR og murens fald.