Skønvirkeaf Lars Frost

Farvelfærd

Lars Frosts krimi giver ikke megen mening hvis man læser den som en sådan, men snup allligevel en pause fra standardkrimien og prøv en betagende rutchetur fra femi-krimi (starten af bogen) til Finnegan Wake-agtig plapren (slutningen). [Kort referat]

Tretrinsraket af tiltagende besynderlighed

Sidste bind i Lars Frosts trilogi om efterkrigstidens Danmark er en besynderlig roman, der starter som krimi, men ender i science fiction og mændenes undergang i kvindesamfundet. Bogens stærkeste træk er den velskrevne prosa, der undervejs nærmest tilkæmper sig en egen magt og 'detroniserer den velformede femi-krimi i samtidsrelevant skønvirke-stil'. [Kort referat]

Flabet dystopi

Lars Frosts requiem over velfærdsstaten er inciterende flabet i sin sproglige leg med sætningernes rytme, selvkonstruerede adjektiver og metaforernes sammensmeltning med karakterernes handling, men hans arrogance og kyniske hån af verden mangler dybde og bliver aldrig rigtig vedkommende. [Kort referat]

Seriemord på kriminalromanen

Lars Frost har skrevet en anti-krimi, der lanceres og bagsidetekstes som en ægte en af slagsen, men som hele tiden er ved at tage pusten fra læseren fordi den insisterer på at intet kan gennemskues, forklares eller opklares. Det er svært at finde ud af hvor forfatteren vil hen med bogen, men på den anden side er det skønt ikke at få endnu et masseprodukt serveret. [Kort referat]

Læg en tofu-bøf på øjet

Lars Frost skildrer Velfærdsdanmarks udvikling i en ikke så fjern fremtid. Det er opfindsom satire, men også for koldt til at være rigtig godt. Grundlæggende fremtræder romanen som et 'demonstrativt spild af talent', hvor læseren bevidst og konsekvent hægtes af, netop som man er blevet fanget. [Kort referat]

Litterær strandvasker

Lars frost lægger ud med et klassisk krimi-setup, men efterhånden står det klart, at ’Skønvirke’ er ”en irriterende genrebastard” der blander krimi, satire og science fiction uden at nogle af delene fungerer. Der er muntre guldkorn undervejs, men forfatteren vender det meste af romanen ryggen til sin læser. [Kort referat]