»Jeg lukker øjnene og forestiller mig min mors hånd på min pande, kan næsten mærke hende stryge de sidste rester af barndommens mareridt bort. Fingrene, der bevæger sig hen over panden i et mønster af ord og bogstaver fra bønner, jeg aldrig har forstået, aldrig har villet forstå, ledsaget af nærmest lydløs hvisken.«

Sådan indledes Nafisa Hajis fortælling om journalisten Saira, der befinder sig i en livssituation, hvor hun må forsone sig med sin indisk-pakistanske familiebaggrund for at kunne leve med sin egen hemmelighed.

Den unge Saira elsker sine amerikanske rammer og oplever ofte familiens muslimske traditioner som en bremseklods for alt, hvad der for hende er frihed og berigelse.
Da hun rejser til Karachi for at deltage i et bryllup, bliver det et overvældende gensyn med fjerne familiemedlemmer, der indvier hende i gamle hemmeligheder og skandaler, som stadig skaber kløft i familien. Rejsen bliver afgørende for Sairas valg, og de store familieskæbner bliver fikspunkter på hendes vej gennem livet: Grandmosteren, store-nanima Adeeba, der altid har insisteret på sin uafhængighed og viet sit liv til at oversætte og undervise på kvindeuniversitetet i Karachi, bedstefaderen, der forelskede sig øjeblikkeligt i Hyde Park og forlod kone og børn i Indien til fordel for en ung engelsk kvinde ...
Saira er familiens sorte får, der stiller sig modvillig over for moderens ønske om, at hun skal leve mådeholdent og gifte sig inden for egen tro. I stedet uddanner hun sig til journalist og rejser verden rundt. Men det er først, da en smertelig hændelse indtræffer, at Saira på egen krop mærker, at intet er sort-hvidt, og at alle må betale en pris.

Skriften i min pande er en både varm og tragisk fortælling om mennesker, som de er – fulde af fejl, længsler og en stærk vilje til tilgivelse.