filosofisk afsøgen af, hvad der får os mennesker til at tænke, handle og leve vores liv, som vi gør. Skuespillets begreber er almenneskelige og Declan Donnellan tager solidt fat og viser os flere nuancer, end vi turde håbe på.

»Jeg ved ikke, hvad jeg laver«

Dette er den blokerede skuespillers mantra og kan åbne en fælde, som alle kan falde i. Snarere end at overveje indholdet af dette problem kunne vi tænke på tværs og undersøge dets form. Udtalelsens opbygning er vigtig.

Ordet ´jeg´ gentages. Råbet antyder at »jeg bør vide hvad jeg laver; det er min ret og min pligt at vide, hvad jeg laver, og det nægtes jeg på en eller anden måde.«

Men denne tilsyneladende fornuftige klage har fuldstændig overset noget afgørende. Hvad er dette afgørende ´noget´, der er blevet retoucheret ud af fotografiet, ligesom Trotsky? Dette ´noget´ er blevet degraderet, fornægtet og til sidst udslettet.

»Jeg ved ikke hvad jeg laver« nævner ét ord to gange: ´Jeg´. Den opmærksomhed, vi burde skænke dette ´noget´, dets egen andel af opmærksomheden, er vendt tilbage, hvor det kom fra til ´jeg´. Den centrale betydning af dette glemte begreb er, hvad denne bog handler om, fordi denne forglemmelse er hovedkilden til skuespillerens kvaler, Det er væsentligt af forstå, at de krav ´at vide´ og ´jeg´ stiller, ikke kan opfyldes, med mindre vi tager os af de navnløse først. Så vi starter med det ´noget´, der er så overset, at det endnu ikke er blevet navngivet. Dette navnløse ´noget´ vil jeg døbe ´Gnisten´.