sådan nogen som dem; her var så dejligt fredeligt, indtil de fremmede kom.

Kriminalinspektør Jørgensen kommer på hårdt arbejde. Byboerne sidder tungt på deres hemmeligheder, og ingen er villige til at hjælpe efterforskningsarbejdet, hvis det går ud over deres komfortable eksistens. Men morderen er ikke færdig, og spørgsmålet bliver hurtigt, hvor meget blod en livsløgn er værd.  

 

Uddrag af bogen 
Det var en af de lyse nætter. Solen var ved at gå ned, vinden var svag, men der kunne stadig høres en raslen i de små blade på den store bævreasp i det gamle egekrat. I luften hang der en duft fra rønnetræets blomster. Det stod lige nu fyldt med små hvide blomster. Kom man tæt på træet, var duften tung og lidt ubehagelig, men på afstand virkede den inciterende. Hvepsene havde haft travlt hele dagen, men var nu vendt tilbage til boet.

Lette fodtrin, spinkle pigeben, hastigt åndedræt. Med et flængede et skrig gennem luften. Et rålam spidsede øren, så trykkede den sig ned i sit skjul. En lille mus kom løbende, den standsede op, så mærkede den en stikkende smerte, den løb, men kunne ikke styre sine ben. Snart faldt den om og spjættede. Hugormen fulgte duftsporet, og kom glidende gennem græsset.

Der kom flere skrig, fnisen og hæse stemmer. ”Mor hjælp mig,” lød det med hulkende stemme. ”Lad mig være, lad mig gå.”   

 

Om forfatteren
HANS MØLLER KRISTENSEN (f. 1934) blev uddannet dyrlæge i 1960 og fagdyrlæge vedr. kvægsygdomme i 1993. Han har skrevet en del veterinærfaglige artikler og fik i 1981 Novos skribentpris for en artikel til Dansk Veterinærtidsskrift. I 1995 debuterede han som romanforfatter med Ingen må være træl. Han er gift med Elly, som han har tre døtre og seks børnebørn med.