H.C. Andersen skrev i en tid, hvor den vestlige industrialisering buldrede afsted. Han skrev inden for en romantisk stilretning, der idealiserede og idylliserede de naturlige omgivelser, og som fik stor indflydelse på, hvordan vi sidenhen har forstået begrebet natur. Men Andersen skrev med en særlig sensibilitet i forhold til omverdenen, en ironisk opmærksomhed på menneskets tilbøjelighed til at ophøje naturen til noget ideelt sideløbende med, at det driver rovdrift på dens materialer. Samtidig udfoldede hans forfatterskab sig i en periode, der gradvist bevægede sig væk fra romantikken imod en moderne, videnskabeligt informeret naturforståelse. Den bevægelse inddrog og kommenterede han løbende i sine tekster. 

Gennem kronologiske nedslag i forfatterskabets kendte og mindre kendte værker, analyserer Torsten Bøgh Thomsen en kritisk understrøm frem, der kommer til syne, når det betragtes med aktuel miljøhumaniora. Således fremhæver han en kritik af kunst, filosofi religion og videnskab fra den industrielle tidsalder, der dels sætter den folkekære forfatter i et nyt lys som tænksom samtidskritiker, dels er særligt relevant at genbesøge nu, hvor vi mærker denne tidsalders bekymrende konsekvenser.