blev han danskhedens samlende person.

Mordet på Kaj Munk blev en gave til de politikere, der havde samarbejdet med tyskerne, fordi hans død netop blev den faktor, der endeligt overbeviste de allierede om, at Danmark trods alt var på deres side.

For i 1945 at synes renere i danskernes øjne erklærede den daværende statsminister, Vilhelm Buhl - som i krigens løb havde regnet med tyskernes sejr - at det var en statsopgave at gøre Vedersø Præstegaard til et minde om Kaj Munk.

Vilhelm Buhls erklæring var fordækt, for samtidig med dens fremsættelse gav flere toneangivende samarbejdspolitikere sig til at skabe snavs og kaste det på Kaj Munks minde. De mente, jo mere, de kunne dynge på mindet, des renere ville de selv og deres politik under krigen blive opfattet, og des mere ville glemselen lægge sig over danskernes krav om en bevarelse af Vedersø Præstegaard.

Målet med bogen er kort sagt et forsøg på at fjerne skyggerne over Vedersø Præstegaard for derved at sikre den som et varigt og værdigt minde om Kaj Munk - en status, som den i udlandets øjne burde have haft for mange mange år siden.