Hun strakte og knyttede fingrene og kæmpede for kontrol med vejrtrækningen. Så listede hun helt hen til døren, lagde sine svedende håndflader på det kølige træ og tvang øjet til dørspionen. Den underlige fordrejede vinkel gjorde intet for at fordrive følelsen af absurd drama. Først forstod hun ikke, hvad hun så. Ingenting. Der var tomt. Hun blinkede. Havde hun hørt forkert? Hun strakte armene og trådte et halvt skridt tilbage, mens hun rystede på hovedet, for så at prøve igen. Stadig ingenting. Hun slap sit tilbageholdte åndedræt, vendte sig, lod hovedet falde ind mod døren og lukkede øjnene. Husets tusind små lyde strømmede tilbage og omsluttede hende blidt.    

”Miss Oakley? Er du der?”   

Denne gang nåede hun ikke at bide skriget i sig.