at grundlægge seismologien, en helt ny videnskab, i 1930’erne og årtierne derefter. En lidenskabelig trang til at blive til noget, havde fået hende til at overhøre alle de velmente råd fra sin familie, der på ingen måde syntes, hun skulle studere, og hun endte med at blive den første kvindelige seismolog i verden. I 1936 fremførte hun hypotesen, at Jorden har en fast indre kerne, hvilket skulle vise sig at være rigtigt. Hun trådte ind i en international forskerverden med imødekommende kollegaer, men hjemme i Danmark mødte hun akademisk snobberi, mandschauvinisme og vanetænkning.

Hanne Strager tegner et nueanceret portræt af vores store danske seismolog, som blev anderkendt i udlandet før herhjemme, og som først er blevet kendt bredere i den danske befolkning de senere år.