fra 1840 formulerede han på baggrund af den engelske meteorolog Luke Howard og J.W. Goethe en skymytologi eller himmelpoesi om luftens element, som på fremragende vis underbygger vores opfattelse af hans egne morgen- og aftensange. Lige som guldaldertidens malere gennem deres intense skystudier gjorde himlen til et spejl for både drøm og virkelighed, skabte Ingemann et lille værk om naturpoesien, der forener den filosofiske og naturvidenskabelige teori med digterisk praksis.
Den lille digtkreds på syv digte, der ledsager hans afhandling, rummer nyplatonske og astrologisk inspirerede forestillinger om sjælens stræben fra det lave mod det himmelske lys.
Disse digte er ægte børn af den romantiske naturpoesi og fortjener derfor at genudgives.