I 1925 tiltrådte Theodor Alving som direktør for Zoologisk Have i København.
I erindringerne fortæller Alving levende, hvordan han meget tidligt blev klar over at arbejdet med dyr og dét at lede en zoologisk have var hans livsdrøm.

Alvings bærende ideologi var, at dyrene skulle have mere lys og luft. Med afsæt i de nye store, åbne abegrotter, der blev publikumsmagnet og gav saltvandsindsprøjtning til Havens skrantende økonomi, omdannede Alving fra 1925-42 Københavns Zoo til en på den tid moderne have, hvor mange af anlæggene stadig kan ses.

I anden del af erindringsværket fortæller Alving om sit dybe engagement i Ribe og Sønderjylland, om det at vokse op tæt på 1864-1920 grænsen og om hans nære og livslange venskab med Jens Olsen.

Sønderjyllands historie væver sig ind i Alvings egen historie og hans livslange engagement udmønter sig i dannelse af en fond, der stadig støtter lokalt arbejde i Nordslesvig.