er ligesom sin forgænger en samling af viltre kortprosatekster, som i første omgang peger i alle mulige og umulige retninger. Denne gang får læseren mulighed for at stifte bekendtskab med tekster, der behandler adskillige af Adolphsens velkendte temaer som eksempelvis skabelsesmyten, meningssammenbruddet og tilfældets magt.  

Adolphsens fantasi har denne gang barslet med en række formelle nyskabelser. I en tekst om cirkusdomptøren Luboslav Hacek får læseren selv mulighed for at vælge slutningen med samme teknik, som man kender fra rollespilsbøger. Og i teksten “Shams Al-Mukhraiti” viderefører Adolphsen sin trang til at lege med den leksikalske klassifikation. Her fortælles i et påfaldende neutralt tonefald om en nordafrikansk plante, hvis plantesaft er særdeles rig på psykoaktive stoffer.