en tidsfrist, at jeg er nødt til at forhale den lidt, for senere at kunne få travlt med den!
Der er meget andet jeg skal have gjort, og som jeg har lyst til at gøre. Men jeg har ikke orket det – for det er dejligt at dovne.

Stykkerne her er, som de foregående, skrevet for længe siden – men ender dog til sidst med at være fra det enogtyvende århundrede.
Tiden går. I min alder løber den. Det fine ved fortiden er, at den bliver hvor den var, uanset hvornår man kommer i tanke om den.