Jeg kæmpede ikke imod det, for det var det eneste, jeg kendte, det eneste, jeg kunne mærke. Når det skarpe barberblad gik gennem armen, til det ramte knoglen, fik jeg i dette lillebitte øjeblik følelsen af ro og kontrol. Jeg kunne ikke leve, kunne ikke eksistere uden denne følelse. Selvskade blev min følgesvend gennem en lang årrække og var flere gange ved at koste mig livet, når det gik for vidt. Det skænkede jeg aldrig en tanke. Jeg var i det, jeg var i, og præcis dér ønskede jeg at være. I selvdestruktionens verden. For det kendte jeg, det var en del af mig som menneske. Jeg var et offer … Det er jeg ikke længere. Jeg kæmpede mig imod alle odds tilbage til livet, og mødet med ægte kærlighed satte en stopper for min selvskadende adfærd. Jeg havde ikke længere brug for det. Jeg er et levende bevis på, at man kan komme ud på den anden side trods et totalt smadret liv.