Der er fire huse. I huset med de røde skodder går Smørbøtterne. Mælkeblomsterne går i det med de grønne. Midt imellem spiser vi mad og laver alt muligt andet. Der henne ved træet bor Sjæfen. Det er næsten som i børnehaven, men man bliver ikke hentet. Alting er sjovt her. Sjæfen er den lange – det er klart. Der er vældigt mange børn. Måske tusind. Vi må løbe omkring, lige hvor vi har lyst. Men ikke uden for stregen. Inden for stregen bestemmer Sjæfen, og dagene går for det meste med, at Smørbøtterne har trommer og maleri, spiller badminton, hopper i trampolin eller bader i søen. Det er næsten som en børnehave, men man bliver ikke hentet. Og Mælkeblomsterne vasker støvler, skræller kartofler og bærer sten. Jeg-fortælleren, der i øvrigt ikke overholder den ellers strenge ’dress code’ med et armbånd skjult i ærmet, synes det er uretfærdigt og får en idé til, hvordan Mælkeblomsterne også kan komme til at opleve noget af alt det sjove.