kan bruges som hjælp til at lære sangene (vokalsiden), dels kan afspilles som play back (instrumentalside).
Musicalen handler om nadveren. Temaet behandles i eventyrets form: Byen Sodomorra var engang lykkelig og harmonisk, men hærges nu af sult og fred. Tre par drager ud for at finde hjælp og redning for byen: et par krigere med fysisk styrke, et par snydere med svindel og list og endelig to unge, der i omgivelsernes øjne ikke kan udrette nogetsomhelst. På vejen møder de tre par henholdsvis en troldmand og en gammel tiggerske, der udfordrer dem til handling. Krigerne og snyderne kommer til kort, men de to unge består prøven og erfarer, at den kraft, der kan redde byen, er kærlighedens magt, symboliseret ved Livets Brød. I måltidsfællesskabet finder de freden og fællesskabet, der giver håb for Sodomorras fremtid. Musicalen slutter med et festmåltid, hvori også tilskuerne inddrages, og hvor der knyttes en sammenhæng mellem eventyret og evangeliet.
Arbejdet med musicalen åbner nye vinduer ind til bibelstoffet, som præsten/instruktøren kan udnytte i en oplevelsespræget undervisningsproces. De temaer, der tages op i undervisningsvejledningen er alle inspireret af stikordet brød , der står som det centrale symbol: Det daglige brød (om skabelse, fællesskab og livet, der kan ødelægges), Livets Brød I (om Jesu forkyndelse og nadverens indstiftelse), Livets Brød II (om menighedens nadverfællesskab) og Den store fest (om Guds Rige, håbet og livet i verden).
Til hvert afsnit henvises til relevante bibeltekster og passager i musicalen, dernæst følger et afsnit med baggrundsstof til underviseren, forslag til lektionsopbygning, alternative tekster samt forslag til bønner. Herefter er det op til underviseren at benytte så meget eller lidt herfra, som han/hun skønner relevant.
Materialet giver desuden grundige anvisninger på, hvordan arbejdet i praksis kan ske. Der er tips vedrørende lys, lyd, kostumer, rekvisitter, scene, PR, økonomi samt forslag til sceneplaner.