Søde Tandaf Ian McEwan

Spionhistorie - eller?

På overfladen er Ian McEwens roman om den I5-ansatte Serena 'klassisk, britisk agenthistorie' i traditionen fra John le Carré, men man kan godt forberede sig på, at fortællingen tager en postmoderne drejning. Den britiske forfatter er en af opfinderne af 'den upålidelige fortæller' og han kan næppe få sig selv til at skrive en helt ren genreroman uden litterære fiksfakserier. [Kort referat]

Spioner i litteraturens tjeneste

Spionage og litteratur går hånd i hånd i Ian McEwans roman om en forfatter, der af det britiske efterretningsvæsen, MI5, lokkes til at 'skrive bøger, der indirekte hylder den britiske ånd og kapitalismens idealer.' Vi er i starten af 1970'erne, og man skal forestille sig en af John Le Carrés spændingsromaner om koldkrigens intriger tilsat en god portion letlæst, litterær legesyge. 'Hver en side dirrer veloplagt af Ian McEwans glæde ved at fortælle historier og af hans smittende begejstring for litteraturen. Det hele heldigvis fermt fanget på dansk af oversætter Claus Bech.' [Kort referat]

Spion i litteraturens hus

Ian McEwan, som man blandt andet kender fra hans bestseller <a href='/titler/soning-ian-mcewan'>Soning</a>, har skrevet en roman, hvor - ligesom i førnævnte - slutningen ændrer hele præmissen for bogen. Den starter som spionroman og ender som metafiktion. Første tredjedel er smukt skrevet med et 'overbevisende tidsbillede og desuden et plot', som får læseren til at glemme alt andet. Der er spændende intriger og et fascinerende MI5-miljø. Pludselig opgiver forfatteren dog den begavede roman, og den forvandler sig til en historie om 'forfattere, læsere og den rolle, som fiktion spiller i vores liv. 'Søde Tand' er lettere og mere legesyg end 'Soning'. Man kan næsten høre McEwans triumferende latter, når maskerne falder, og som læser ærgrer man sig over, at man ikke havde det hele på fornemmelsen, og man føler sig holdt for nar af en selvoptaget forfatter. Det hele dog med et anerkendende smil, for McEwan har gjort det med en 'indiskutabel virtuositet' [Kort referat]

Kold krig og kærlighed

Ian McEwan lykkes med den vanskelige kunst at dreje læseren en gevaldig knap, så man på et tidspunkt i romanen må genoverveje alt, hvad man har læst indtil da. Det er meget vellykket ligesom bogens 1970'er-tidsbillede og effektive gengivelse af tidens koldkrigsparanoia. Desuden reflekterer forfatteren over samspillet mellem fiktion og virkelighed og forvandler historien til en 'særdeles vellykket blanding af metaroman og realisme,' så alt i alt er her tale om 'en lagkageroman med mange lag, der appellerer til læserens søde tand.' [Kort referat]