likvideret af modstandsgruppen Holger Danske i Dronningens Tværgade. Set med eftertidens øjne kan man finde en del fascistisk tankegods i romanen fra 1930, men det er mere bemærkelsesværdigt at forestillinger om eugenik og det, man kaldte racehygiejne dengang ikke var fremmede for socialdemokrater eller borgerlige. Når man skal se på, hvordan det kunne gå til, at socialdemokratiske forfattere som Hanøl, Olga Eggers og Harald Bergstedt kunne ende som nazister, ligger en del af forklaringen måske i, at racisme, overmennesketænkning og forestillingen om ensretning ikke lå langt fra overfladen dengang i trediverne. Men det er værd at bemærke, at "Sølvhjerneskallerne" ikke - og i hvert fald ikke entydigt - er et forsvar for disse tanker. Heltens kæreste er ikke lys og blond, men tibetaner, og han følger ikke sin fører ud i vanviddet, men beslutter sig for at bekæmpe ham med alle midler. Hanøl var ikke fascist i 1930, og det er stadig en gåde, hvordan han få år senere kunne slå ind på så skæbnesvanger en vej.