glubsk, det krævede sine ofre.

Hvordan man har indrettet sig med havets farer er temaet i kirke- og kunsthistorikeren Carsten Bach-Nielsens bog med titlen Sømanden og døden. Han påviser, hvor ringe interesse, Bibelens skrifter egentlig har for søfart. Kun to historier fik blivende betydning, nemlig den om Noahs Ark og så fortællingen om Jonas, der med sin forbandelse blev til fare for hele skibsbesætningen – men dog alligevel blev reddet på tredjedagen.

Carsten Bach-Nielsen har rejst i Østersøområdet, hvor han er stødt på forliste sælfangere drivende på isflager, på folk, der har søgt at lokke skibe til forlis – og en lang række eksempler på, at man har taget sig af de druknede og skibbrudne og omfattet dem med den fornødne kristelige omsorg. Hovedsagen er dog, at de druknede, der ligger derude et sted – og ikke i jorden hos os – er svære at mindes. Hvordan sætter man et minde, et monument over dem, som havet har taget?

I bogen foretager Carsten Bach-Nielsen også et udblik til den moderne tids vovehalse, nemlig de piloter, der satte deres liv til under Anden Verdenskrig. Den gamle skik med gavegivning til den menighed, der tog sig af de nedskudte, levede stadig i krigens år. Havet er endnu et stærkt billede i kirkekunsten. Forfatteren giver en række eksempler fra danske kirker.