observationer - og naturligvis om hans musik. Vredt og længselsfuldt udfoldelses alle disse ting i denne senmoderne dannelsesroman.

Benjamin von Stuckrad-Barre er en person med fingeren på pulsen; han ved hvad der rører sig og han er god til at indfange det - denne evne man ser udfoldet i Soloalbum såvel som i hans øvrige romaner, hvor der lystigt bliver refereret til den verden, der omgiver de mennesker, som lever i en (post-)moderne storby: fjernsynet, bladene, aviserne, stederne og især musikken. Således er hans romaner blevet udråbt til pop-litteratur og samtidskunst: han sampler med de ting, som eksisterer omkring ham og komponerer dermed en slags musikalsk fiktion, jf. titlerne Livealbum (Fremad 2001) og Remix. Selv siger han: Mit sprog er en reportage med virkeligheden som kilde. Det har altid interesseret mig at skrive med på nutiden, også selvom bogens temaer er forandret i forhold til virkeligheden: Dét er jo selve den litterære proces. Under alle omstændigheder er udgangspunktet hele livet fra klokken 0 til 24.

Han er blevet kaldt sin generations talerør, men hans talent rækker endnu længere - Jeg står ikke til rådighed som symbol for en livsførelse, som han selv formulerer det i 'efterordet' til Soloalbum. Det er nemlig hans force at bombardere læserne med opmærksomme iagttagelser og (selv-)kritiske, sarkastiske refleksioner, som angår langt flere mennesker end blot de 20-årige. Han kan virke hård og kynisk, men samtidig udviser han en fleksibel rummelighed. Hans romaner er kendetegnet ved deres kritiske morskab og indsigtsfulde åbenhed.