Solsorten byder på legende ordspil i form af sine helt korte digte, og et sprog om kærligheden, som er naivt og fuld af håb.
Solsorten bevæger sig i mørket. Stenbroen, lyskurve, baggårde, det er dér, den hører hjemme. Med fadøl i kroppen og en puls, der følger byens, tager solsorten sine læsere med ned i skidtet.
Her er ingen illusioner om at glade nætter, gør et menneske glad.
Kærligheden til København er den røde tråd. Fliserne under fødderne bærer solsorten gennem København, som bliver beskrevet med hengivenhed og fortabelse.
Det ´pæne´ liv, er en helt anden verden, som bliver set på fra afstand. Kontrasten står tydeligt frem, og bliver udstillet. Friværdi bliver et skældsord, mens tv´et fylder stuerne.