GA 124.Markus-evangeliet som evangeliet for vor tid - dvs. den tidsepoke, som blev indledt i 1400-tallet, og som har til opgave at udvikle menneskets bevidsthedssjæl. Sætningerne i Markus-evangeliet gengiver i deres korte og klare stil Kristus-impulsens betydning for menneskets jeg og indforlivelsen af denne impuls i vort jeg. Man må betragte Kristus-begivenheden på en ny måde og inddrage den orientalske visdom. Frugtbart efter døden er det, vi har optaget som åndelig visdom – uanset om vi selv har skuet det eller ikke. Om den gamle pythagoræiske skole. Syvårsperioderne og hele menneskehedens udvikling. Evangelierne som beskrivelse af indvielsesforløb. Forvandlingen af mysteriehemmeligheder til historiske kendsgerninger ved Jesus Kristus. Johannes Døberens mission. Buddhas vej til ånden i sit eget indre – Zarathustras vej til ånden i verdensaltet. Barnets forbindelse med de kosmiske kræfter de første tre år. Gudssønnens forbindelse med menneskesønnen i løbet af de tre Kristus-år. Den særlige åndelighed i menneskets hænder og betydningen af at vaske hænder. Gentagelsen af de førkristne kulturepoker efter Kristi tilsynekomst på Jorden, epoker på 6 til 6½ århundrede. Genoptagelse af den gamle hebraiske Jehova-religion i tiden efter Kristus. Sammenstrømning af Muhammed- og Kristusimpulsen frem til 1200-tallet. Genoptagelse af den gamle græske kultur i renæssancekulturen. Efter Goethe, en ny sidestrømning af kristendommen, nemlig den fornyede buddhisme. Overgangen fra indvielsen gennem astrallegemet til indvielsen gennem jeg’et, Kyrios.