i dens fulde Strenghed kun i sjældnere Tilfælde at komme til Anvendelse, da den kun anvendes mod dem, der ikke angrer rettidigt. Hvorledes kan da al den uhyre Sum af Lidelser forklares som Gengældelse for fortidige Synder?

Alle Lidelser i Verden kan ikke forklares som: værende Gengældelse for de fortidige Synder. Det er ofte forklaret: at Menneskene for en meget stor Del selv er skyld i uhyre mange og ganske overflødige Lidelser. 1) Lidelserne er overflødige, fordi de kunde være undgaaede, hvis der var udvist større Paapasselighed og mindre Letsindighed. (Se Supplement I, Spørgsmaal No. 63.) 2) Dernæst maa der tænkes paa Ardors “Fremtidsbilleder”, som, ved Menneskets Skyld, kaldes frem til Virkelighed paa Jordplanet, og, 3) der maa tænkes paa de tilfældige Lidelser, fremkaldt f.Eks. gennem Naturkatastrofer. Alt dette skyldes paa ingen Maade Gengældelsen. Men noget helt andet er det: at Gud anvender disse tilsyneladende “uforskyldte” Lidelser til at afbalancere Menneskenes Fortidsskyld. (Se Besvarelsen af No. 26 og 27 her i Supplement II.)
Ved Udtrykket: rettidigt forstaar Spørgeren sikkert ikke det samme, som det i Virkeligheden betyder. Thi den Betydning, som det har efter Guds Love, er denne: at Mennesket under Jordelivet fuldtud angrer sin Syndeskyld baade overfor Gud og overfor sine Medmennesker. Det betyder: at enhver i det foreliggende Jordeliv – altsaa i det, i hvilket der syndes – beder baade Gud og Mennesker om Tilgivelse; thi da er der ingen Gengældelse, naar Gud og Mennesker har tilgivet den skyldige. Men hvor mange beder om Tilgivelse? En Del kan under Jordelivet naa til at føle og til at angre deres Syndeskyld overfor Gud. Men er der Skyld mellem Mennesker indbyrdes, bliver Vreden og Hadet dem imellem snarere forøget end formindsket under det fælles Jordeliv, fordi kun de færreste vil bede Modparten tilgive det skete. Og kan disse ikke i det Jordeliv, i hvilket de har forsyndet sig mod deres Medmennesker, angre og bede om Tilgivelse, da er det rette Tidspunkt forspildt. Og da bliver de i det Hinsidige stillet overfor deres Forsyndelser, deres ubetænksomme, onde, slette eller forbryderiske Gerninger. Men da er det som oftest for sent til at kunne opnaa Modpartens Tilgivelse, selv om Synderen modtager Guds. (Se Supplement I pag. 37, Afsnit I.)
Lad os her tage nogle Eksempler fra Livet paa Jorden.
Hvor mange Forbandelser har ikke i Tidernes Løb lydt fra Fædre og Mødre mod vanartede Sønner og Døtre, der vandrede ind paa de krogede Stier eller som gled længere og længere ned i Synd og i Mørke? Hvor mange Fædre og Mødre har ikke i deres Egenretfærdighed, i Forbitrelse og i Vrede, stænget Hjemmets Dør for en udskejende Søn eller Datter? Hvor mange Sønner og Døtre har ikke forladt Hjemmet paa Trods af deres Forældres Ønsker og Bønner? Hvor mange er vendt angrende tilbage til Hjemmet for at søge Far’s og Mor’s Tilgivelse? De kan med Lethed tælles, thi Antallet er ikke stort! Og hvor mange Fædre og Mødre har i Jordelivet kaldt de Sønner og Døtre tilbage, som de har forbandet, kaldt dem tilbage for at tilgive og velsigne dem, inden Døden afsluttede Jordelivet? Ogsaa de er let talt; thi heller ikke dette Antal er stort!
Og hvor mange Ægtefæller har ikke forladt hinanden i Trods, i Vrede og i Had? Men hvor mange har, medens de endnu levede her paa Jorden, bedt hinanden om Tilgivelse for det, hvormed de har forbrudt sig? Disse er endnu lettere at tælle, thi Antallet er forfærdende ringe!
Lad os tage andre Eksempler fra det daglige Liv.
Har et Menneske ved sin Mangel paa Ansvarsfølelse, ved Letsindighed, Dumdristighed el. lign. været skyld i, at eet Medmenneske eller flere Medmennesker bliver lemlæstede, saarede og vansirede o.s.v. beder Vedkommende da sine Ofre om Tilgivelse for det, som de har maattet lide ved hans Skyld? I sjældne Tilfælde sker det, men i de fleste gaar Sagen kun Rettens Vej gennem Sagsanlæg mod den skyldige, og han maa da ifølge Dom give de skadelidte en passende Erstatningssum o.s.v. – men at han tillige, eller rettere først og fremmest, burde bede sine Ofre om Tilgivelse, det tænker han ikke paa. Og tænker han paa det – muligvis i lange Tider – da kvier han sig, fordi han synes, det er under hans Værdighed at gaa til sine Ofre og fremkomme med en Undskyldning for sin Gerning. Men gør han det ikke, ja, da er den rette Tid forspildt.
.. .