i vores liv. Resten er hurtige indtryk. Genveje til Paradis understøttes af reklamerne. Ubevidst risikerer vi, at der skabes et selvhad til det, vi har, og dem, vi er. ”Danser foran skærmen”. Ni ud af ti kan ikke tage fejl ved en overfyldt pool, mens plastikken kravler op ad bakkerne. ”Du gik over vejen, livet er fyldt med Sporskifte.” Jeg vender mig i døren, hvad vej går man? Velfærdsstatens ensomhed. Pæne kvarterer og boliger. Indenfor sidder folk alene, Tv’et kører bevidstløst, sofabordet vidner om de seneste måltider. Jeg idylliserer ikke mangelsamfundet, men de havde ikke råd til ensomhed. Facebook, Lene har lige købt en kage. 16 synes godt om. 15 år tilbage i tiden på en villavej. Lene har købt en kage, går ud på gaden, holder den i hånden: Se! 16 personer går ud ad deres hoveddøre, går hen til Lene og siger ”like”. ”Jeg føler mig dum”, tvunget over i den digitale verden. Servicesamfundet afvikles for en hurtig gevinst. Der er meget, vi kan stille krav til os selv og hinanden om kvaliteten i livet. Tak for at have fået et liv her i lilleputland.