Formen søges ikke begrebet ad rent formalistisk vej, men i sin semantisk produktive egenskab: som et instrument for menneskelig skaben i og med - og dog hinsides - sproget. Versets form, dets bevægelse er det som skaber digtets betydning, dets ´ånd´. Som særegent poetisk virkemiddel er verset således ikke blot noget ornamentalt, men noget mentalt. Verset gør den forestilling til virkelighed at ånden ikke kan skilles fra kroppen, hverken digtets eller læserens.