og det bliver ikke nuanceret, hvis vi sjusker og fortrinsvis bruger vanesætninger. Vi skal huske at komme rundt i hjørnerne. Sproget har en detaljerigdom, som ikke skal stå i skyggen af nye friske slangudtryk, som er knap så detaljerede, men rappe og lyder kvikke. Det vil jo sige, at der står en masse til rådighed, som ikke bliver brugt, mens andet bliver brugt igen og igen, til det er udpint. Et sprog i nød kan sammenlignes med en fisk, der snapper efter vejret og kun med besvær får sit iltbehov dækket. Sådan står sproget der i vandskorpen og vånder sig, og den sprogglade og -øvede bruger føler sig snydt. Der tales og gestikuleres, men der mangler noget.