biller, der kommer og går, og en veninde, der bliver ved med at trænge sig på med uønsket wienerbrød. Da hun møder den ene og den anden, der næsten er tvillinger, sker der noget med hende. Noget hun ikke helt kan forklare, men som kommer til at påvirke hende dybt. "Stål og uld og ståluld" er en bog om det uforklarlige, der ligger mellem mennesker, det der forbinder og adskiller os. Især det smertelige, men også det sammensmeltende. Kapitel 1: TVILLINGERNE OG DET GULE Stål og uld og ståluld Frotté De vender sig om og går. Tager jakkerne på og går som to tvillinger. Røde om munden og med de samme strømper på. Det er ikke matchende magen-til-hinanden-strømper. Det er de samme strømper. For de er næsten tvillinger. ”Vi går den her vej, ikke?” De smiler til hinanden og går den anden vej. Det er alligevel bedre. Himlen er tæt på og tung. Saver små firkanter ud og drysser dem ned. De tænker ikke på det samme, i hvert fald ikke på samme tid. Den ene tænker på i går. Den anden tænker på, at sneen slet ikke er hård, kun blid. De holder i hånd og giver ikke slip. De andre må gå uden om. Det er ikke insisterende, bare sådan det er. Det er ikke noget, de har dårlig samvittighed over, for det behøver de ikke have. Selvfølgelig er der nogen, der kigger, og det er der altid. Jeg går ind i deres hænder. De ser op på mig med deres fire øjne. Jeg ser frem og tilbage, for jeg kan ikke forstå, at der skal være fire. De er jo næsten tvillinger. Men jeg kan alligevel godt se det. At de ikke er det. Både varm og kold og trevlet er vejrtrækningen i deres halse. De er helt tætte. Deres hænder vokser sammen, det håber de, at de gør. ”Vi må hellere give slip lidt. Vi er jo helt klistrede.” De fniser lidt og bliver ved med at stramme om hinanden. ”Det går vist ikke”. Men det kan vel vente. Det kan det altid. Jeg er sikker. Jeg følger efter dem, og de ser det også. Men det gør ikke noget, for jeg må gerne komme med. Jeg siger det jo ikke til nogen. De standser foran en trappe og går først op, da de har set mig. Låser døren op og holder den for mig. Vi skal jo den samme vej. Lange sorte striber triller ned. Klare øjenbryn, matte øjne. I lægger jer ned side om side, beder ingen om at forstå det. Det handler om det samme. Om at blive færdige. Under tindingen træder en tør plet frem. I kradser i den, til den er rød og skaller. Den suger og svier, higer efter fugt. I udkanten ser I en af dem, men I kan ikke nå. Ingen af jer har lyst til at rejse jer. Det knirker i loftet, overboen går rundt. Dumpe lyde kommer ind i dynen. ”Se”, siger den ene, ”gulvet drysser lidt med sine krummer”. Gult. Jeg går hen over gulvet igen. Det er mig, der tramper. Jeg tramper ned i deres dyne og ønsker flygtigt, at det var mig, der boede nedenunder. Mig, der fik stampet dynen tæt omkring mig med buldrelyde. Jeg synes, det hele er gult, og jeg hader gult. Summende isninger og jeg er pludselig helt vildt tørstig. Jeg lister ud i køkkenet på mine strømpefødder. Noget vådt går igennem stoffet og rører min hud med sine småbitte kolde fingre. Under den hvide strømpe er der en lille oval, lysegul plet. Jeg tager strømpen af, river den af. Lader foden mødes med det knaldende glatte linoleum. Mit spyt syder. Nu er der et rundt hul i min strømpe, for jeg har klippet pletten af. Der er gule klatter hen ad gulvet. Min karklud er også svagt lysegul, fordi jeg absolut må tørre alt det gule op. Jeg har smidt det hele i skraldespanden i min Netto-plastikpose. Den ene fod er pakket ind i sin klaustrofobiske hvide strømpe, mens den anden savner sit hylster. Den får en grøn strømpe på, inden jeg sætter vand og æg over. Igen har jeg glemt, at æg er gule indeni. Jeg ærger mig og venter på, at jeg kan høre dem traske ud af sengen. Min mund peger nedad, mens jeg spiser ægget. Det smager nu alligevel godt. Tør jeg gå ned og spørge dem?