Statsfobi og civilsamfundFoucault og hans arvingers blik på statenaf Kaspar Villadsen & Mitchell Dean

Michel Foucault er kendt for at have ‛decentreret’ staten. I stedet for at opfatte staten som en for én gang givet enhed, burde vi se den som en række praksisser og netværk, som forbinder diverse aktører. Heraf følger, at vi må opgive den centrale distinktion i politisk tænkning, stat/civilfund, som basis for moderne magtanalyser. Foucaults arvinger har omfavnet dette bud i en sådan grad, at de er blevet ‛statsfobiske’. De undviger for enhver pris at beskæftige sig med staten som et analytisk og normativt problem. Bogen ser nærmere på centrale Foucault-inspirerede positioner: dels Hardt og Negris grandiose samtidsdiagnose, dels den ‛ydmyge’ guvernementalitetsanalytik repræsenteret af Nikolas Rose og hans samarbejdspartnere. Dean og Villadsen undersøger, hvordan hver position formår at afskaffe staten som en central analytisk genstand. Men dette forsøg på at overvinde distinktionen stat/civilsamfund opløser ikke blot staten, men genopfinder også på underfundig vis et område uden for staten, som får et analytisk og, hvad der er mere betænkeligt, et normativt privilegium. Dette bringer os på paradoksal vis tilbage til den statsfobiske tænkning, som Foucault ellers advarede mod. Den søger en form for opløsning af staten i dens økonomiske, etiske og vitale eksternalitet. Bogen gør op med den velkendte Foucault. Ved at dykke ned i Foucaults egne tekster og forelæsninger diskuterer forfatterne, hvori hans syn på stat/civilsamfund egentlig består. De argumenterer for, at Foucault havde en langt større interesse for staten, udøvelsen af politisk suverænitet og universalismens opkomst, end den dominerende enighed om Foucaults ‛decentrerede’ statsbegreb hævder. Foucault skiller sig på intet tidspunkt af med den politiske suverænitet eller staten som en vedvarende komponent i moderne samfund. Dette indikerer, at han tilskriver staten en grad af nødvendighed, i det mindste i den nuværende sociale kontekst. Samtidig indebærer Foucaults tanker om den universelle velfærdsstat, at staten bliver et altid ufærdigt, historisk-kontingent projekt, der rummer både farer og potentialer.