For tredje gang i sit korte liv var hun på flugt fra en knusende tilværelse. Første gang, da hun var 14, fra drukkenskab, vold, overgreb og ubeskrivelig fornedrelse. Anden gang var hun 19. Flygtede fra stupiditetens ondskab, skabt af småborgerskabets angst for de andre, som ikke var lige så snæversynede som de selv. Hvide tilflyttere uden moral og ære slog de oprindelige ihjel og fratog hende kærligheden, som var på vej til at udviske den lortebarndom, ”Guds eget land” havde givet hende. Og nu, tredje gang, var hun 25. På flugt fra det, som vores kultur betragtede som det ypperste, et lykkeligt liv kunne være. Men slet ikke for hende. Hun oplevede blot, at dårskaben, ondskaben, grådigheden og udnyttelsen stadig forfulgte hende. Hun ønskede kun, at ællingen endelig skulle blive en svane. En fugl, som frit kunne flyve hen, hvor ingen stækkede hende og brugte hende kun til egen vinding.