Stella er ikke en historisk roman, men en roman, der viser, hvor vigtigt det er at fortælle historier - især efter 2. Verdenskrig. I Stella forbliver næsten intet stabilt, mennesker er sjældent, hvad de giver sig ud for at være, men på forunderlig vis giver livet altid en chance til.

Stella bliver født på Kærmøllegård under 2. Verdenskrig. Hendes liv begynder omgivet af familie og tjenestefolk, naturen og dyrene. Hun har ifølge skik og brug udsigt til en uddannelse på husholdningsskole og en fremtid som hjemmegående hustru og mor.

Stellas far er patriarken Jakob, Stellas modvillige mor, Margrethe, lukker ham ude fra sit skød efter Stellas fødsel. Jakob mister grebet om gårdens økonomi, mens Margrethe tager på dyre indkøbsture med indlagte fornøjelser. Stellas to brødre, Frederik og Jørgen, er som dag og nat, den ene mild, den anden aggressiv og nærtagende. Frederik står alene og kuet med en ydmygende hemmelighed, og Jørgen og Stella svinger mellem gensidig afsky og en farlig tiltrækning - de kommer hinanden alt for tæt.

Ikke kun Stellas egen kunstneriske personlighed, men også krigens efterdønninger komplicerer Stellas valg i livet - og ikke kun hendes. For alle i Stella skrider skæbnens forudsigelighed sammen og forsvinder med krigens sidste krampetrækninger.

Per Gammelgaard giver midtvejs i sin dristige, tredelte komposition ordet til den døende Stella, og vi kommer ind under huden på den smukke og egenrådige, men også tillidsfuldt åbne kvinde af det tyvende århundrede.