Susanne Kemps tese er, at hvor meget lyrik tidligere har forholdt sig til individets indre liv, går tendensen nu mod at vise, hvordan individet opfatter sin omverden og sig selv i forhold til sin omverden, og ikke mindst hvordan tekstens stemme kommunikerer med denne omverden. Derfor fokuserer bogens forfatter på sprog og bevidsthed i disse nye poesitekster ud fra to – ellers traditionelt uforenelige – teorispor: dekonstruktivisme og fænomenologisk bevidsthedskritik. 

For det første tegner bogen et billede af den subjektive bevidsthed, som kommer til udtryk i forfatterskabernes digte. Som en anden pointe påpeges en sproglig vending i ny dansk poesi, som er – hævder bogen – begyndende i disse tre forfatterskaber.  

En særlig sproglig performance ses som et markant kendetegn ved årtusindeskiftets lyrik og altså ifølge bogens tese som noget særligt nybrydende hos Juul, Moestrup og Andkjær Olsen, hvis værker ud fra den optik underkastes en række øjenåbnende analyser. 

Stemme og spor rummer således både nuancerede næranalyser og generelle litteraturvidenskabelige overvejelser i diskussionen af, hvordan de tre centrale lyrikere placerer og aktualiserer sig i forhold til samtidslyrikken.