vande. Han oversatte islandske sagaer og skrev om norsk litteratur, og det kan mærkes i hans stil, der ofte er stejl, knapt tilhugget, kortfattet. Hvis man kan tale om en udpræget mandig røst, så er det det, han har. "Stemmer fra stilheden" er hans sidste digtsamling, og i den ser han døden lige i øjnene. Uden tøven, uden glæde, men med fatning. Men han kunne også lyde blidere, især i sine mindedigte som i den smukke sonetkrans, han digtede til minde om sin ungdomsven Blicherkenderen Hans Hansen.