Hun kom hen imod ham, og hendes blik var slået ned. Det gav et sæt i ham, da hun løftede blikket og så på ham. Hendes blik var så uklart. Hun bemærkede hans tavshed.

”Ja, jeg er blind,” sagde hun og trådte endnu et skridt frem mod ham. Hun rakte en arm frem mod ham, mens hun sagde: ”Lad mig se dit ansigt.” Det var sagt som en lille bøn i sig selv. Hun forsøgte at røre hans ansigt, men han veg bort fra hende. ”Bare roligt” sagde hun. Hendes stemme var fløjlsblød og flød fra hendes læber. ”Den krop, som tog mig, betyder intet. Men dit ansigt gør, fremmede.”