Et sted i Sten og spejl lyder det: ”Hvis den virkelige sorg var lige så smuk og ophøjet som kunstens, som et storslået rekviem, og vi ikke følte mere smerte end tonerne, som flyder ud af instrumenterne, så ville vi leve et liv i sorg og svir. Og ikke fornemme stanken af muggent cirkus og rådnende zoologiske haver inde i os.” Passagen er typisk for Ulvens forfatterskab: på den ene side en søgen efter skønhed, på den anden side en sorg over, at virkeligheden ikke kan leve op til kunsten, en markant dødsbevidsthed, en stedvis næsten munter galgenhumor.

Sten og spejl er den sidste bog, den norske forfatter Tor Ulven nåede at færdiggøre før sin død. Den regnes for et hovedværk i et forfatterskab, der står som et af de væsentligste norske i nyere tid.

Bogens undertitel – mixtum compositum – er også en genrebetegnelse: en kollage af tekster af højst forskellig karakter, som spænder fra aforismer, minimalistiske skuespil og digte over beskrivelser og observationer til korte fortællinger og erindringsglimt, alle med en billedlig eller scenisk karakter.

Hver tekst er nummereret og præsenteres med en titel, som angiver en kunstgenre uden for litteraturen, fx ”Udstilling”, ”Koncert”, ”Forestilling”, ”Mellemspil”, og med kuriøse undertitler som ”skyggeteater”, ”readymade”, ”stilleben”, ”nyhedsfoto”, ”opera: duet” m.m. Dette greb får bogen til både at virke som et forsøg på at sprænge eller udvide litteraturens rammer og som en parodi på kunstens forsøg på at begribe en virkelighed, som aldrig lader sig helt begribe.   

Nogle af teksterne i bogen nærmer sig det absurde, andre er morbide eller desorienterede, atter andre morsomme, rørende, mystiske, men alle er karakteriseret af Ulvens evne til at beskrive forfald med størst mulig præcision, detaljerigdom og skønhed.

Sten og spejl er den anden bog på Sidste Århundrede efter romanen Afløsning (2020), som fik strålende anmeldelser, da den udkom.