fortæller Henning Lehmann om en tid med brydninger, der gør tanken om de undseelige og insisterende vækster nærværende.

Lehmann var dekan, da Det Teologiske Fakultet fyldte 30 år i 1972. Fødselaren var præget af kreativ aktivitet, oprør fra mange sider - og flegmatiske såvel som indignerede reaktioner på protesterne. 10 år senere var dekanen den samme, men situationen en anden: En mere politisk afrundende og positivt afsluttende karakter havde 1982, der var et år præget af økonomiske stramninger og pres indefra og udefra. Dermed var grunden lagt til det, universitetet i vor tid må vokse igennem: diskussionen om det kollegiale selvstyres mulige bevaring eller genfødsel, internationaliseringens banaliserende træk og truslen mod det akademiske fra diverse fundamentalister.

Oldtidens kirkehistorie, armenisk sprog og litteratur - forfatterens specialer - er hans prisme for forståelsen af universitetets udvikling. Sentimentalitet hersker ikke: Hans fakultet er ikke blot Edens Have, men også en genbrugsstation, hvor tradition og fornyelse er uløseligt forbundet.