Sven-Erik Cederén, ikke på arbejde. “Bilen ramte dem begge med fuld kraft. Barnet blev slynget cirka ti meter væk og døde næsten øjeblikkeligt. Moderen blev kastet omkuld, og bilens venstre forhjul kørte hen over hendes krop. Hun levede længe nok til, at hun nåede at forstå, hvad der var sket, at hun kunne have reddet sin datter. Hun nåede også at opfatte, hvordan den flygtende bil skred ud, da den accellererede og forsvandt mod kirken. - Hvorfor dræber du os? mumlede hun.” ...“Ryde løftede det grå tæppe. Pigens pandeben var revnet. Åke Jansson, den anden uniformerede kollega, snøftede. Haver lagde sin arm om ham, og Åke knyttede sine hænder. Lindell rørte i forbifarten ved hans skuldre, inden hun bøjede sig over barneliget. Hun så det egentlig ikke, kun de tynde ben, der stak frem, den højre hånd, hvor neglene var lakeret i lys rosa, den røde kjoles mønster og det lyse hår, som var farvet lige så rødt. Lindell rejste sig så hurtigt, at det blev sort for øjnene. - Ved vi, hvem de er? spurgte hun lige ud i luften." ´Uddrag fra bogen “Den, som kun læser en kriminalroman om året, kan holde op med at lede nu. Kjell Erikssons STENKISTEN er antagelig den bedste, som udgives i Sverige i år.” Dan Kronquist, Hufvudstadsbladet. ”’Stenkisten’ er krimihåndværk af den fortættede slags, hvor fortælletempoet er højt, sproget letlæst og handlingen så medrivende, at bogen er svær at lægge fra sig, før sidste side er vendt." Lene Kryger, Fyens Stiftstidende ”’Stenkisten’ har interessante konflikter, vedkommende mennesker og en både gådefuld og uhyggelig intrige, som rækker et godt stykke ud over de sædvanlige krimihistorier ..." Thomas Harder, Politiken "... med ’Stenkisten’ har Eriksson ramt balancepunktet rent ... [han] skildrer deres frustrationer, deres forbitrelse – og deres kærlighed – med en fin, nærmest øm indsigt." Katinka Bruhn, Weekendavisen