de to karakterer, Endré og Werners oplevelser er i fokus.

Alle karakterer lever i efterdønningen af nazismen og den efterfølgende søgen efter et værdigrundlag i skyggen af krigen. For Sarvig lægger vægt på den glæde og det sammenhold, som nazismen gav det tyske folk, fx, Endrés indrullering i Hitler Jugend, men beskriver også nuanceret den efterfølgende sindstilstand, at skulle forholde sig til de valg man har taget i en krigsrus.

Krigen er en metamorfose, hvor byer og lande og folk undergår hastig forvandling. Kulturen forvandles. Det er mutation, tilpasning, evolution. Over nat – man kan ikke kende sig selv. I spejlet. I psyken. Man kan ikke kende sinenærmeste. Som de ser ud. Som de opfører sig. Man kan ikke kende sin verden. Som den ser ud. Som den opfører sig. At gå ind på krigen er at gå ind på omvæltningen. Det er det, vi får at se i Stenrosen. 

Stenrosen er ikke kun fiktion, men også en nuanceret kulturhistorisk skildring, af en særlig problematisk periode i europæisk historie. Der er noget umiskendeligt sci-fi over byen efter krigen. De overvågede, regulerede mennesker. De anonyme soldater. Vopo’erne, gadehøjttalerne på Unter den Linden, der ligner store padehatte på lange stilke og spiller marchmusik og udstikker kommandoer og instrukser til befolkningen. Når meget i Stenrosen kan minde om science fiction eller Pink Floyds The Wall, er det fordi, der er tale om universelle billeder af det totalitære, af totalitarismens vanvid. I Stenrosen er Sarvigs lyriske bevidsthed til stede som en velslebet sproglig bevidsthed. Personerne og stederne bliver fremskrevet med en usædvanlig præcision.