galt. Der begynder at ske uhyggelige ting, og det er som om der ligger en tåge af ondskab over kvarteret. Hvem er det der står bag? Hvor kommer ondskaben fra? Tekstuddrag: I det gamle stuehus boede vores anden nabo, en enlig mand. Hr. Hansen, kaldte vi ham altid. Jeg aner ikke, hvad han hed til fornavn. På hans postkasse ved havelågen stod der kun ’Hansen’. Han havde også hund. En kulsort schæferhund, der hed King. Det var ikke en ægte schæfer, for schæferhunde er ikke kun sorte. De har en brunlig pels og en sort ryg, men de er ikke helt sorte. Jeg var bange for den hund. Den så farlig ud med sit piggede kvælerhalsbånd, der fik den til at hvæse efter luft. Som om den kun ventede på en chance til at rive sig løs og kaste sig over mig med sine lange dolketænder. Men hr. Hansen holdt godt fast i snoren, og det var kun, når han skulle lufte hunden, at jeg så ham. Som regel om aftenen, når det var mørkt, og jeg stod ude og kiggede på stjerner. Han var altid klædt i en lang sort frakke og sorte sko eller støvler – afhængig af årstiden – hvid skjorte og sort slips, og hans ansigt var blegt og udtryksløst. Han gik med en sort hat på hovedet, men jeg ved, at han var skaldet som et æg, og at han havde stritører, for engang, hvor jeg gik en tur nede i engen med min mor, løftede han elegant på hatten og bukkede for hende. Han lignede mest af alt en, der skulle til begravelse. Hver eneste dag. Men han virkede flink nok – dengang – og indimellem kom Jens hjem med en håndfuld flødekarameller eller en lille pose småkager, han havde fået af hr. Hansen. Birde og Poul, som havde boet i kvarteret et par år, kunne til gengæld ikke lide ham. Engang havde han været meget flink og hilste altid, når man mødte ham, men så en dag havde han pludselig anskaffet sig en hund, og fra den dag ændrede han sig. Og King var der ingen, der kunne lide. Den løb godt nok aldrig løs i kvarteret, den gøede ikke meget tidligt søndag morgen, og man så den faktisk kun sjældent; men kort tid efter, at King kom til kvarteret, begyndte der at ske underlige ting. Mange af dem, der boede i kvarteret, havde enten hund eller kat, men pludselig forsvandt kattene. Én efter én. Man fandt dem ikke liggende døde nogen steder. De blev ikke kørt over af biler. De forsvandt bare. Alle i kvarteret snakkede om, at det garanteret var King, der åd kattene, men ingen kunne bevise noget, og ingen havde nogensinde spurgt hr. Hansen, om han kendte noget til kattenes mystiske forsvinden, for han havde ændret sig fra at være en flink og god nabo til at være en, man aldrig så. Han holdt sig inden døre og talte så lidt som muligt med andre mennesker. Holdt også op med at passe sin have, klippe hæk, slå græs og den slags. Der skete andre ubehagelige ting i kvarteret, fandt jeg ud af. To gange inde for kort tid blev en masse gravsten på den gamle kirkegård væltet og overmalet med graffiti, og foran kirkedøren fandt man en halshugget kanin, der lå i en ring af sit eget størknede blod. En anden gang fandt en eller anden dreng en korsfæstet krage. Den var sømmet til et træ med hovedet nedad. Alle talte om det, men det lokale dagblad skrev kun lidt om det i en lille artikel. Der lå en tåge af ondskab over vores kvarter, som fik folk til at gøre den slags ting. Det værste var den gang, en lille pige blev kørt ihjel af en flugtbilist. Hun blev fundet i vejkanten. Bilisten fandt man aldrig. Men rygterne anklagede en ny hver eneste uge, og det var ikke sjovt for dem, det gik ud over. Ridsede biler, brændende skraldespande og hærværk var hverdagskost. Min mor fandt sig hurtigt et arbejde. Hun blev ansat som bogholder på en tøjfabrik. Min far arbejdede mere og kom senere hjem end nogensinde før. Når han så endelig kom hjem, gik han meget tidligt i seng, og der kunne gå flere dage i træk, hvor jeg stort set ikke så ham eller talte med ham. Jens var glad for skolen, hvor han kom i en specialklasse for tilbagestående børn. Jeg havde lidt sværere ved at falde til i min nye klasse, men jeg har aldrig været særlig god til at få nye veninder. Heldigvis var der Katrine, som hurtigt blev min bedste veninde. Hun boede også tæt på mig, så det var helt perfekt. Vi fulgtes ad til og fra skole hver eneste dag. Om morgenen ventede jeg på hende oppe for enden af hendes vej, og lige så snart vi så hinanden, fortsatte vi med at snakke videre om det, vi havde snakket om dagen i forvejen. Alt i alt må man sige, at vi hurtigt følte os hjemme det nye sted. Resten af sommeren og efteråret og starten af vinteren husker jeg som en god tid.