Men mudderet er faktisk godt i gang med at æde os. Det går snart helt op til knæene på os, og vi står og råber og skriger om hjælp, og tuder og griner og bander, mens vi prøver at kæmpe os væk fra muddermonsteret, men det hjælper ingenting. Vi sidder bare fast! Jeg vælter forover i mudderet for tiende gang, og okser rundt for at komme op at stå igen. Jeg har mudder næsten helt op til skuldrene af at mase sådan rundt, og min jakke ligner en brun eksplosion. Og jeg får mudder i hovedet, når jeg tørrer tårer af kinderne.    

”For helvede da altså også!” råber Trine ved siden af mig.