og frem til industrialiseringen. Som i Edwardsgave er der tale om virksomhedshistorie, i de sidste bind til dels om familiehistorie. Men det er også billeddigtning over en sjællandsk natur, hvor det voldsomt strømmende vand får symbolsk betydning som en livskraft, der som anden drift hos Lemche altid er voldsomt truende. Fortællingerne omkring strømmen er som den selv bestemt af hævn, som om det strømmende vand stadig truer med at vende sig mod alle de virksomme mennesker, der flittige og bjergsomme dæmmer op for den med møller og sluser. I hævnen og hadet er lidenskaben fordrejet og viser sit mest destruktive ansigt, og dette ansigt kommer ofte til syne som den mørke fremmede, hittebarnet, den prostituerede taterkvinde. Både vandet og seksualitetens strømmende kraft skal omgås varsomt, og det er et dårligt varsel for ægteskabet, når kvinden ingen skam føler ved at have hengivet sig til sin forlovede inden giftermålet: „Dit Brudekammer være Dig et helligt Sted, min Søn, og naar Du favner Din Brud, da kom i Hu, at det sker for Herrens Aasyn“, lyder faderens manende og næsten truende formaning til sin søn i sidste bind, Bækkestrand (1932), hvor sønnen er faldet for en sanselig og forlystelsessyg kvinde; men er det sønnens skam eller hans hustrus skamløshed, der underminerer forholdet? Igen taler fortællingen for arbejdet og afsavnet mod nydelse og forbrug, men de negative kræfter er samtidig dem, der skaber plottet, og de store lidenskaber følges med fascination, som strømmen, der også er den potentielle giver af liv og brød. Den protestantiske moral og den vitalistiske hyldest til strømmen, der går fra hav til hav, indgår i et særpræget samarbejde i den ofte melodramatiske fortælling om møllebyggeri, kobbersmedning og papirudvinding tæt på den mest frådende galskab. (Dansk Litteraturs Historie)