ramme, men også lidt forslidt og skrammet af at have lagt krop til ting, som blæstes op til mere, end de kunne bære.

Strøget – i begyndelsen en ydmyg boplads for stenaldermanden og hans familie – ærkekøbenhavnerne. Siden en sumpet sti mellem en landsby og en anløbsplads. Langs stien groede byen frem, der gjorde sti til stræde og strædet til de gader, der langt senere blev Strøget, den 1330 skridts distance mellem kongens fine torv og den mere folkelige rådhusplads.

Strøget – en gammel skueplads for danmarkshistoriske shows og happenings … kroningsprocessioner, renæssanceturneringer, notable henrettelser, troppeparader efter vundne og tabte krige … et marked for livsfornødenheder, en rute til forfængelighedens røgt og pleje, men ind imellem også en ganske almindelig læplads for trappesladder og anden hverdagsagtighed, bidragende til en atmosfære, der passer sig for et Lidenlund og ikke misklæder en Metropolis.

Det signalement, Palle Koch giver af Strøget i fortid og hans nutid i 1960'erne, er stykket sammen af et stort og kuriøst materiale, der fastholder tidstypiske træk i gadens historie og skiftende miljøer. Sammen med eksprovinsianerens, nu københavnerjournalistens, egne observationer danner de en slentrende, anekdotisk reportage, som i al uhøjtidelighed lodser sin læser frem og tilbage gennem Strøget – gaden, som – alle onde anslag til trods – formåede at fastholde en Algade-agtig intimitet, der bør vække enhver kedsommelig Main Streets misundelse.